Herfølge Kleinsmedie støtter Projekt Ren Strand med sponsorat

For blot en måned siden fik Peter Hargreave og Nicklas Andersen ideen til Projekt Ren Strand. Det er siden gået stærkt for ideen og projektet, som den 08. februar fik sat de første standere op på Søndre Strand i Køge. Men, det kunne ikke lade sig gøre uden sponsorater og engagement fra andre virksomheder. En af dem er Herfølge Kleinsmedie A/S.

For blot en måned siden blev Finn Richardt fra Herfølge Kleinsmedie A/S kontaktet af Peter Hargreave, der er en af initiativtagerne på Projekt Ren Strand. For han havde fået en ide. En rigtig god ide, som Peter var sikker på, at Finn ville kunne hjælpe med at søsætte.

Vil gerne støtte lokalt

Peter og Finn er begge lokale og kender hinanden gennem deres fritidsinteresse, rally. Så da Peter kontaktede Finn om hjælp og et sponsorat til blandt andet standerens holdere til kurvene, var Finn ikke i tvivl; det var noget, han måtte se nærmere på.

”For det første synes jeg, det er en hamrende god ide, som jeg kan undre mig over, ikke er kommet på benene noget før. For det andet er det godt for miljøet, men det er også godt at kunne støtte op om et lokalt initiativ”, lyder det fra Finn Richardt.

Sponsorerer en stor del af standeren

Sponsoratet fra Finn Richardt og Herfølge Kleinsmedie er ikke ubetydeligt, og har haft stor betydning for, at projektet er gået fra at være en ide til en reel stander, der skal stå rundt omkring på de danske strande. Han og virksomheden har således sponsoreret skilteplader, bundplader og holdere til kurvene. Et sponsorat, der ligger meget arbejde og penge i, og som Projekt Ren Strand ikke kunne have været foruden for at blive søsat.

For Finn var det en selvfølge at hjælpe projektet i gang, som han også håber, andre vil få øjnene op for og støtte op om.

”Foreløbigt hjælper vi selvfølgelig med at sponsorere de standere, der bliver sat op rundt omkring. På sigt håber vi selvfølgelig, at der kommer fonde og andre virksomheder til, som også har lyst til at sponsorere og støtte op om projektet og delene til standerne”, lyder det fra ham.

Projekt Ren Strand havde officiel lancering lørdag den 08. februar på Søndre Strand i Køge med borgmester Marie Stærke (S), der sammen med Køge Kommune har gjort det muligt at få de første standere sat op.

Kontakt os

Synes du, vores projekt lyder spændende og vil du gerne høre mere? Eller vil du gerne høre nærmere om mulighederne for at bidrage til vores projekt?

Her hos Projekt Ren Strand tager vi imod alle henvendelser og input med kyshånd. Så har du lyst til at bidrage eller høre nærmere om, hvad vores projekt går ud på, er du velkommen til at benytte dig af kontaktformularen.

Vi besvarer alle henvendelser hurtigst muligt.